Tilbage Tilbage

Ingen jul uden Nisser
Juleforestilling, 19.-21. november 2004

Igen i år spiller Skovlunde Byteater en festlig juleforestiling for hele familien:

Ingen Jul uden Nisser

Lørdag den 20. nov. kl. 13 & 15
Søndag den 21. nov. kl. 13 & 15
(Fredag spilles en lukket forestilling
for de lokale daginstitutioner)

Billetpris:  35 kr.

Læs mere om forestillingen nedenunder.
Plakat, lavet af Henry Larsen


"Ingen jul uden Nisser" instrueres af Aia Kristensen, der har stor erfaring som skuespiller i Skovlunde Byteater. Stykket er skrevet af Johnny Hansen.  Der er også en del kendte sange med andre tekster i stykket, og der medvirker ca. 25 børn og voksne på scenen.

Julen ser ud til at blive rigtig kedelig i år. Far er grebet af gør-det-selv-feber, alt skal være hjemmelavet selv juletræet - og julegaverne ! Han tror heller ikke på nisser, så de begynder også at drille.

Børnene er dybt frustrerede, men heldigvis kommer farfar, som har en anderledes respekt for de gamle juletraditioner, "de mørke decemberaftner i petroleumslampens skær, hvor vi sad og klippede de skønneste julehjerter, mens din mor læste højt af Peters Jul".

Nisserne gør også fjernsynet tosset, men da de får deres julegrød af mor og børnene, sker der en hel masse, og børnene får alligevel en dejlig jul med rigtige gaver.

Det er en rigtig festlig forestilling for både børn og voksne med masser af morsomme scener og kendte melodier i ny forklædning. Stykket varer ca. en time, og der bliver en pause på ca. 15 minutter, hvor man kan købe sodavand, gløgg, kaffe og lune æbleskiver.



Som indledning blev der 26. august afholdt et stort offentligt møde, hvor alle som var interesserede i at være med foran eller bag scenen, kunne melde sig til.

Der meldte sig ca. 35 børn og voksne til at spille på scenen og hjælpe til bagved, heraf en hel del ny mennesker. Stykket blev udvidet med nogle flere personer, og det lykkedes af finde roller til de fleste, der ville spille med.
Fra: Nisseløjer i den gamle Kro, 2001
Fra: Nisseløjer i den gamle Kro, 2001

Der er altid en mægtig stemning til julestykkerne, især fredag eftermiddag, hvor vi spiller for omegnens institutioner. Sidste år var der over 200 børn i salen.  De mindste blandt publikum lever vældigt med og kommer tit med tilråb og gode råd til de medvirkende.

Men også når vi øver (primært torsdag aften), har vi det fornøjeligt, og der opstår mange uventede situationer under øvearbejdet.


Skovlunde Byteater er nok mest kendt for sine store friluftsforestillinger i Byparken hvert år i juni, i år familie forestillingen "Tornerose & co", i 2003 musicalen "Mød mig på Cassiopeia", og i 2002 "Dyrene i Hakkebakkeskoven".


Men vi har også opført juleforestillinger i mere end 10 år.

Sidste år spillede vi f.eks. "Julemanden på Ferie", om julemanden, som en nat bliver kidnappet på museet af en flokke grumme sørøvere, der også stjæler museets kostbare malerier. Julen for alle verdens børn var i fare og måske skulle museumsinspektøren i fængsel ("Nej, det var ikke hende", råbte alle ungerne i salen). Heldigvis blev situationen reddet af museets husnisser.



Der kan købes vand, øl, gløgg og æbleskiver både før, under og efter forestillingen !




Opdateret d. 16.11.2004
Tilbage Tilbage